Farmakopé

En farmakopé er en samling af officielle standarder for farmaceutiske stoffer og lægemidler. Den indeholder anvisninger til de kvalitetskontroltest, der skal udføres af lægemidler og de råstoffer, der anvendes i fremstillingen. Den er vigtig som reference for personer og organisationer, der er involveret i forskning, udvikling, fremstilling og kvalitetskontrol af lægemidler.

De fleste lande har en officiel farmakopé, og alle producenter af lægemidler og/eller stoffer til farmaceutisk brug skal overholde dens kvalitets-/sikkerhedsstandarder. I Europa udgør den europæiske farmakopé det retslige og videnskabelige grundlag for kvalitetskontrol under udvikling, fremstilling og markedsføring af lægemidler i EU’s medlemsstater.